Dimittender 2019

Dimittender STU Viborg juni 2019

Den 26. juni 2019 afsluttede en flok unge mennesker deres særligt tilrettelagte ungdomsuddannelse på STU Viborg. Stort tillykke til jer alle!

Under dimissionshøjtideligeheden holdt en af STUs dimittender, Jacob Lund, en flot tale på vegne af sig selv og sine medstuderende. Vi har fået lov at gengive talen her på siden:

"Jeg har fået til opgave at skrive en tale om vores 3 år på STU, men jeg vil faktisk gerne starte et lidt andet sted. Jeg vil starte med at sige tak til vores tre fantastiske lærere i team 1 Bethina, Mette og Lene. For uden dem ville jeg ikke kunne fortælle om den udvikling vi har været igennem.

En udvikling der starter når man begynder på STU, og finder ud af at man faktisk ikke er den eneste med udfordringer. Den følelse har man inden man begynder på STU, man kan ikke lade være med at sammenligne sig med andre unge på ens egen alder. De tager uddannelse eller flytter hjemmefra, mens man føler at man som den eneste sidder fast og ikke rigtig kan komme videre. Men når man så starter på STU er der en masse nye mennesker og omgivelser man skal vænne sig til, og finde ud af ens egen plads på den her nye skole. Så skete der det under mit første år skulle STU flytte fra Vestervangsvej til Klostermarken, det betød jo så at der var nye omgivelser igen og der skete en bygningsfejl så der løb vand ned fra loftet og det gav vandskade så der skulle lægges nyt gulv i kantinen. Men det er sundt at prøve noget nyt og det er okay at blive udfordret, måske er ens opgave at handle ind i Netto, købe julegaver til sin familie eller lære at tage offentlig transport, for man kan nemlig godt tage en udfordring op så længe man har et sikket fundament at arbejde fra.

Man rykker sig langsomt for hver ny ting man prøver, nogle gange så langsomt at det ikke ser ud som om det bliver bedre når man selv står i situationen, men det bliver bedre. Det kan godt være man ikke uddanner sig til slagter eller læge, men man uddanner sig personligt og får en masse nye kompetencer eller større selvtillid.

Alt det her gør at vi står bedre i dag end vi gjorde for tre år siden, og præcis derfor kunne jeg godt bruge et år mere på STU og jeg ved at jeg ikke er den eneste der har det sådan. Men intet godt varer evigt, så til sidst vil jeg sige tak for tre fantastiske år på STU."

 

Dimittendbilledet kan hentes her i høj opløsning...

Sidst opdateret: 30.06.2019