Selvværd - Trivsel - Udvikling

Værkstedslinjen på STU Viborg har udgivet rapport

Team 3 på STU Viborg, værkstedsteamet, har beskrevet deres vellykkede, daglige arbejde med de unge i teamet i en ny rapport.

Ikke alle unge passer ind i den almindelige opskrift, hvor folkeskolen bliver fulgt af en ungdomsuddannelse, måske videreuddannelse og til slut arbejdsmarked.

Omsorgssvigt, kognitive vanskeligheder og diagnoser fører rundt omkring i landet til, at mange unge ender med et liv på offentlig forsørgelse uden for arbejdsmarkedet .
Men ikke i Viborg, hvor særlige værkstedsforløb viser langt bedre resultater end i resten af landet.

Rapporten "Selvværd - Trivsel - Udvikling" handler om, hvordan værkstedsteamet på STU Viborg arbejder med denne gruppe af unge. Og den prøver at belyse, hvorfor personalet har stor succes med at hjælpe de unge til et liv med indhold - både i arbejdstiden og i fritiden.

Rapporten er samtidig et indspark i debatten om, hvorfor det er vigtigt fortsat at behandle denne gruppe af unge som det, de er - nemlig som noget særligt.

Hent et eksemplar af rapporten på STU Viborg, eller download den ved at klikke her (pdf-fil, 22 Mb).
Sidst opdateret: 18.04.2018